Healing med clairvoyance
Healing er en behandlingsform, der arbejder med kroppens energisystem. Formålet er at skabe balance, lindre symptomer og støtte dig i din proces – både fysisk og følelsesmæssigt. Når du kommer til healing hos mig, ligger du afslappet på en briks med et tæppe over dig og noget blidt over øjnene, så du får dit eget rolige rum. Der spilles stille musik, og jeg arbejder med let fysisk berøring på hoved og krop. Undervejs modtager jeg ofte budskaber fra den åndelige verden.
Oplevelsen under healing er meget individuel. Nogle føler sig blot afslappede, andre falder i søvn, og nogle oplever billeder, følelser eller stemninger i kroppen. Efter selve healingen, som varer cirka 25-45 minutter, taler vi sammen om dine oplevelser. Her deler jeg også de budskaber, jeg har modtaget til dig.
Når healing gør en forskel
Jeg har gennem årene oplevet, hvordan healing kan skabe klarhed, lindre uro og støtte mennesker i svære livssituationer. En ung mand kom til mig midt i et hashmisbrug, og allerede inden sessionen mærkede jeg en stærk fornemmelse af det. Under healingen kom et klart budskab: “Nu skal du holde op med hash, ellers bliver du aldrig tømrer.” Det ramte ham dybt, og han vidste med det samme, at det kom fra hans afdøde morfar. I dag er han fri af misbruget og arbejder som tømrer.
Healing kan også bruges som støtte i livets afslutning. En kvinde med fremskreden kræft modtog healing hos mig hver uge i fire måneder. Det gav hende lindring, ro og en tryg ramme til at tale om det, der fyldte. Da det var sidste gang, mærkede vi det begge – og dagen efter døde hun fredfyldt.
Healing kan støtte dig ved b.la.
- Stress og udbrændthed
- Sorg og livskriser
- Søvnproblemer og uro
- Depression og angst
- Lavt selvværd eller indre uro
- Hovedpine og spændinger
- Barnløshed
- Behov for ny energi og klarhed
Healing er et supplement og ikke en erstatning for lægelig behandling. Det kan dog støtte dig både under sygdom og i situationer, hvor traditionel behandling ikke rækker.
Healing som hjælp til indsigt og forandring
Uanset om du kommer med stress, sorg, søvnløshed, lavt selvværd eller smerter, handler min healing om at støtte dig i at komme i kontakt med det, der ligger bag symptomerne. Du går selv vejen, men jeg tilbyder støtte og redskaber, som kan hjælpe dig videre.
Healing virker forskelligt fra person til person. Nogle får ro og klarhed, andre oplever, at de styrkes til at træffe nødvendige beslutninger. En mand, som kom til mig midt i en skilsmisse, havde ingen tro på det spirituelle. Men han mærkede effekten, og i dag – hvor han er videre i sit liv – vender han stadig tilbage, når hverdagen presser sig på.
Fjernhealing
Hvis du ikke har mulighed for at møde op fysisk, tilbyder jeg fjernhealing. Det foregår ved, at du ligger hjemme i ro, mens jeg tuner ind på dig og healer på afstand. De budskaber, jeg modtager, sender jeg efterfølgende til dig via mail eller den kanal, vi har aftalt.